25. juni 2006

Sommertop i silke-bouclé


Jeg troede lige at jeg var færdig med denne top, men.... Ærmegabene er for store, man kan kigge lige ind. Garnet er forøvrigt temmelig træls at strikke i. Det hænger fast i sig selv og det er ikke noget der bare kører derudaf. Men hvordan får jeg lige lavet korte ærmer i den ?

Toppen er lagt i kurven indtil jeg finder ud af noget. Jeg vil meget hellere strikke GREEN GABLE, som så mange andre har fundet på før mig. Men jeg har intet mønster og der er omkostningsstop på fiberprojekter lige for tiden. ØV. Jeg tror ellers den kunne være flot i mit olivenfarvede softsilk garn.

17. juni 2006

Ribbluse

Hele to indlæg samme dag. Nu går det da amok - det er vist længe siden jeg har haft tid. Men jeg har slet ikke fået fortalt at jeg endelig i sommervarmen er blevet færdig med min ribsweater.Strikket i uld-alpakka på pind 4. Mit første færdige projekt efter engelsk opskrift. Sweateren er lagt i skabet til koldere tider.

Jeg har også strikket en sommertop - som er mere anvendelig lige nu - billede følger senere. Nu er det vist nok for idag.

Store klippedag

Fredag den 10.06.2006 kl. 17.00 kørte fåreklipperen, som aftalt, ind på gårdspladsen. Forinden havde vi samlet alle fårene på staldgangen, så de var klar. 1½ time efter var 40 får klippet og havde fået ordnet klove. Let og smertefrit for os, og ikke mindst for fårene og de små lam. Lammene bræger og fåret kalder hele tiden på hinanden i det tumult der er. Så det skal helst gå stærkt med at få dem ud på marken igen, så roen kan falde på flokken. Nedenfor kommer der et par fiber-rige stemningsbilleder.
Hej med jer - jeg er den der trænger mest. Jeg kan næsten ikke se ud p.g.a. min punker-top.
Jamen så står vi da bare og venter pænt, vi har ikke så travlt.
Den bedste uld er her stablet op for at tørre og køle af. Det skal på rokken i løbet af vinteren. Det er gået op for mig at ulden skal vaskes, før den kan gemmes. Du milde.....jeg må nok sortere lidt mere fra.